Der er ingen varer i kurven.

Tilmeld dig KLUB BROGAARDEN - og få ny viden og gode tilbud direkte i din mailbox.

Du er her > Forside > Nyhedsbreve KB > April 2010 > Fodring af katte

Fodring af katte

Af Dyrlæge Kristina Johansen

Katten er blevet mere og mere populær som kæledyr, og katteejere går ofte meget op i deres kats trivsel og helbred. Katten kan holdes på mange forskellige måder. Der findes alt fra indekatten i en et-værelses lejlighed i storbyen, til musefangeren på gården på landet. Nogle katte klarer mere eller mindre sig selv og får kun lidt mad og vand og må ellers klare sig selv, mens andre katte børstes og nusses og pusles flere timer hver dag.

Katten er et rent rovdyr, og har derfor udviklet nogle ganske særlige behov der gør sig gældende uanset hvordan katten holdes. Den skal have visse aminosyrer tilført med kosten, der kun findes i protein fra dyreriget, f.eks aminosyren taurin. De fleste andre dyr, f.eks hunde og mennesker kan selv lave taurin ud fra andre aminosyrer men det kan katten ikke. Kattefoder med et højt indhold af animalsk protein indeholder automatisk taurin, men man er sommetider nødt til at tilsætte ekstra for at være nødt til at sikre sig at kattens behov er dækket.

Katten kan heller ikke omdanne vitaminet betacaroten, der blandt andet findes i gulerødder, til A vitamin. Det kan de fleste andre dyr. I gamle dage, da man ofte fodrede katte med hundefoder, blev mange katte syge - blandt andet fordi de manglede A vitamin og taurin.

De små kattedyr, som vores huskatte, skal helst have mange små måltider i løbet af dagen. Studier tyder på at katten - hvis den selv kan vælge - spiser måltider af en størrelse, der kaloriemæssigt svarer til en mus. Og det gør den gerne flere gange om dagen.

De store kattedyr som f.eks løven opfører sig noget anderledes og har et helt andet stofskifte. De kan spise meget store måltider og så kan der gå flere dage før de spiser igen.

Katten er vant til at få det meste af sit væskebehov dækket gennem kosten. Typiske byttedyr indeholder op til 80% vand! Men i dag får mange katte tørfoder, og tørfoderet indeholder ikke ret meget vand. Derfor skal man altid huske at tilbyde katten frisk vand ved siden af madskålen, og holde øje med at den drikker. Selvom den ikke drikker ret meget skal man altid sørge for at der er rigeligt frisk drikkevand.

Katten har et ret højt behov for særlige fedtsyrer, og det er derfor vigtigt at foderet har et højt indhold af essentielle fedtsyrer og at det indeholder arakidonsyre (arakidonsyre findes naturligt i f.eks muskelvæv, altså i kød). Et godt afbalanceret forhold af omega 3 og omega 6 fedtsyrer styrker immunforsvaret og holder pelsen sund og blank.

Killinger og drægtige hun katte har særlige behov, ligesom meget gamle katte ofte har brug for foder af høj kvalitet og med høj fordøjelighed. Det er vigtigt at foderet indeholder antioxidanter, der blandt andet støtter immunforsvaret og spiller en rolle i mange livsprocesser.

Hvis du har spørgsmål vedrørerende fodring af katte, er du velkommen til at kontakte Chudleys dyrlæge på info@chudleys.dk.

Brogaarden ApS • Smedevangen 5 • 3540 Lynge • Tlf. 39 65 18 80 • Fax 39 65 70 68