Forfangenhed er en betændelsestilstand i hestens hove, hvor der opstår blødninger, væskeudsivninger og til sidst ødelæggelse af de lameller som sørger for at holde hovbenet fast inde i hornkapslen. Denne betændelsestilstand ledsages af kraftige smerter og konsekvensen kan være en ødelæggelse af hovene, hvor hovbenet drejer eller synker. Ved disse synlige skader er hesten oftest invalideret og værste fald kan hovbenet at trænge igennem hornkapslen.

(På billedet ses hvor galt det kan gå - hov hvor hovbenet er gået igennem sålen)

Den typiske opfattelse af forfangenhed er, at denne sygdom er fodringsrelateret og skyldes overdosis af kulhydrater (sukker eller stivelse). Når hesten æder for meget græs om foråret (indeholder store mængder fruktan og sukker) eller hvis den foræder sig i korn (indeholder store mængder stivelse), så overbelastes hestens stortarm. Store mængder letfordøjelige kulhydrater i hestens stortarm forårsager en fejlgæring og overproduktion af mælkesyre. Dette resulterer i frigørelse af en masse giftstoffer (endotoxiner) som beskadiger tarmvæggen. Giftstofferne bliver desuden optaget i hestens kredsløb. Hesten risikerer kolik og diarré, men giftstofferne påvirker også blodcirkulationen i hestens hove og det resulterer i betændelsesforandringer og derved forfangenhed.

Men forklaringen på forfangenhed er ikke altid så simpel. Hvert år bliver heste forfangne uden at det kan forklares med en overdosis kulhydrater. Hesten som bliver forfangen midt om vinteren og derved ikke har spist græs, eller hesten som går på jordfold og fodres udelukkende med lucerne, mineraler og magert hø og derved ikke optager nogen form for sukker eller stivelse. Disse heste bliver forfangne af andre årsager. En hyppig forklaring er stofskifteproblemer. Først og fremmest insulinresistens eller ”gammelmands-sukkersyge”. Forskning har vist, at nogle heste og ponyer fra naturens side er udstyret med gener som gør dem mere nøjsomme hvad foder angår. De har en form for medfødt ”gammelmands-sukkersyge” eller insulin-resistens. De har svært ved at optage sukker ind i cellerne og omsætte det til energi. De tager mere og mere på, samtidig med at insulinproduktionen stiger, fordi kroppen ”tror” at den mangler. Langvarig overproduktion af insulin medfører en lang række følgesygdomme og forfangenhed er desværre en af dem. Denne forklaring er nok langt hyppigere end først antaget.

Forfangenhedsprojektet giver et interessant billede på hvilke heste bliver forfangne: 

60% af de indberettede forfangne heste var overvægtige med en huldscore på over 7 (på en skala på 1-9), mens kun 33% af kontrolhestene (dem der ikke var forfangne) var overvægtige.

77% af de indberettede forfangne heste havde en stor spækkam (spækkams score over 3, på en skala fra 0-5), mens kun 31% af kontrolhestene havde en tilsvarende spækkam.

Dyrlægerne som indberettede hestene antog insulinresistens være årsagen til forfangenheden i 50% af tilfældende, mens overdosis kulhydrater (græs eller korn) var kun formodet årsag i 44% af tilfældene. Disse tal betyder at stofskifteproblemer, med overvægt, spækkam og insulinresistens sandsynligvis er en hyppigere årsag til forfangenhed end den ”klassiske” forfangenhed på grund af græs. Vi mangler endnu at analysere alle data men resultaterne vil give et mere nuanceret billede af de forfangne heste her i landet.